Retur mod Vancouver

Alle havde brug for en rolig dag. Vi drog derfor sent afsted fra Okanagan Lake og brugte det meste af dagen på vejen.

Vejret var skønt og vi spiste i ro og ma
g fælles morgenmad i det fri (uden besøg af bjørne) på Okanagan Provincial Park Camping, inden vi drog på den sidste del af den lange Canada-tur til Eagle Wind lige uden for Vancouver, hvor vi skulle aflevere autocamperne den efterfølgende dag. Vi havde knap 500 kilometers kørsel foran os, så vi syntes selv, at vi havde god tid i dag.

Familien Madsen kørte direkte mod Eagle Wind, mens Familien Harder tog en lille bitte omvej via Merritt for at betale Jakobs bøde. Det skulle vise sig at være en langtrukken omvej. Efter at have spurgt om vej et par gange i Merritt fandt vi frem til det lokale rådhus. Der var kun fem minutter tilbage af frokostpausen, så vi forestillede os, at vi næsten ville kunne indhente familien Madsen. Men sådan kom det ikke til at gå.

For det første var det ikke helt så nemt at betale bøden, som vi havde forestillet os. Enten skulle vi sende en check til politimyndigheden i British Columbia eller også skulle vi betale den på et rådhus. Det første kunne vi ikke overskue og det sidste var vist ikke særlig udbredt. I hvert fald vidste den enlige medarbejder i borgerservice ikke, hvordan man tog imod betaling for den slags bøder (for at skifte vejbane). Det tog derfor en rum tid at få lov til at betale. Og så gik Jakob ovenikøbet glip af ”betal-tidligt-rabatten” på 25 af de 109 $, fordi han betalte så tidligt, at bøden endnu ikke var registreret i deres system. 

Efter denne lettere kafkaske oplevelse forlod vi Merritt, men på vej ud af byen gjorde vi stop ved McDonalds for en hurtig frokost. Frokosten gik sådan set hurtig nok. Men da vi efter knap en time i Merritt kom tilbage på Highway 1 stod trafikken stille. Fuldstændig stille. Og da vi ikke havde netforbindelse og ikke kunne finde en radiostation med trafikmeldinger anede vi intet om, hvad der var galt andet en melding fra nogle foran om, at der var sket en stor ulykke.

I ventetiden viste det sig endnu engang at være en fordel at være i autocamper. Mens andre i køen i desperation vente om for at køre uden om bjergpasset forude og de godt tre timers omvej uden om uheldet, fordrev vi ventetiden med kortspil, en bid is fra fryseren og så fik vi pakket alle vores ting ned til flyveturen næste dag.

Da vi endelig satte os i bevægelse 3½ time senere kunne vi efter få kilometer både ærgre os over, at vi ikke havde sprunget Merritt rådhus eller McDonalds over og kommet gennem bjergpasset inden uheldet og samtidig være lettede over, at vi ikke havde kørt en halv times tid før og endt i det, der lignede et harmonikasammenstød, hvor mindst én bil desværre var mast fuldstændig til ukendelighed mellem to lastbiler. I det lys var både ventetid og gårsdagens trafikulykke kun en mindre ting. Derfor kunne vi også (næsten) gemme vores misundelse på Anders, Susanne, Elias og Jonathan væk, da de skrev til os, at de nu lå i swimmingpoolen på campingpladsen.

Vi ankom først til Eagle Wind RV Park henad kl. 22 og fik med hjælp fra Anders og Susanne hurtigt bikset noget aftensmad sammen, inden dagen sluttede med fælles isdessert og myggekamp. Et hyggeligt farvel til Canada.