Afrejse til Maui og gensyn med vores bagage

Gensynsglæde: I dag blev vi genforenet med vores bagage, Maui og Nikolaj. Stor glæde i nævnte rækkefølge. Gæt selv om prioriteringen er forfra eller bagfra.

Vi skulle aflevere vores autocampere allerede kl. 9 om morgenen og skulle først flyve fra Vancouver til Maui ud på eftermiddagen. Så vi havde en lang dag foran os. Anders og Susanne fik hurtigt afleveret deres autocamper. Den lille bule i autocamperen, som Anders havde fået ud af et møde med en træstub, voldte ingen problemer, men Jakobs involvering i uheldet med motorcyklisten, krævede en del mere papirarbejde. Var det ikke fordi, vi stadig var lidt rystede af oplevelsen, havde vi nok fået mere morskab ud af Jakobs bestræbelser på at tegne en skitse af uheldet.

Da alt papirarbejdet var overstået og det videre forløb overladt til forsikringsselskabet, tog vi afsked med autocamperne. Det var lidt vemodigt. Vi har haft en fantastisk tur og har fået stor gavn af at kunne bo inde midt i Canadas skønne nationalparker. At have hele husholdningen på hjul har været skønt. Vi har hurtigt kunne trille afsted på ture og blot holdt ind i grøftekanten, når behov for en vandretur, frokost eller bare frisk luft opstod. Og vi har haft et nemt sted at krybe i ly for både bjørne og de få regnbyger, vi mødte undervejs. De fleste steder har vi kunne bo lige ved siden af eller i hvert fald tæt på hinanden, så det har været nemt med fællesspisning, bold- eller kortspil og hygge om aftenen.

Nu skulle turen gå videre til Hawaii, nærmere bestemt Maui, hvor både Anders og Susanne samt hele familien Harder havde været før for henholdsvis tyve og ti år siden. Vi var spændte på, hvor meget, der lignede sig selv fra dengang.

Men først skulle det meste af dagen gå. Familien Madsen tog ud i det outlet, som Mette, Jakob, Jonas og Kasper havde besøgt for at købe tøj og andre fornødenheder til to uger i bjergene, inden vi forlod Vancouver. Jakob var for nogle dage siden blevet forvisset om, at vores bagage ventede i Vancouver lufthavn. Men da kundeservice ikke lige kunne lokalisere, hvor i lufthavnen bagagen befandt sig, turde vi ikke vente med at lede efter den, til vi skulle flyve. Vi tog derfor direkte i lufthavnen for at lede efter bagagen. Det foregik på den besynderlige måde, at efter et par venlige lufthavnsmedarbejdere havde forsikret os om, at nu ville vi snart få hjælp, hvis bare vi lige gik hen til en United Airlines skranke og spurgte efter bagagen, så stod vi ved en låst dør med en telefon med et skilt om, at man skulle ringe efter en medarbejder. Det gjorde Jakob. Men da der efter en kort ventetid blev oplyst, at der ikke var nogle medarbejdere, men at man kunne henvende sig til et telefonnummer, som Jakob var kommet til at kende alt for godt, så fløj der nogle uskønne gloser gennem luften. Jakob tog sig dog sammen og ringede til det nummer, som han gennem de seneste to uger har brugt adskillige timer i kø hos uden nogensinde at komme til at tale med andet end velformulerede men meget lidt intelligente robotter hos United Airlines kundeservice. I det, der meget vel kunne have været sidste øjeblik, før Jakob flåede telefonen ud af væggen, sagde Mette pludselig; ”Hov, der er vores bagage”. Og ganske rigtigt. På en vogn stod alle vores fire tasker. Vi næsten omfavnede dem i en besynderlig begejstring over nu at kunne tage til Maui med vandresko, regnjakker, varme trøjer og alt det andet udstyr, som ville have kunne gøre god gavn i Canadas bjerge, men nu blot ville blive dødvægt på vej til Maui. Ikke desto mindre, var det glædeligt at få al bagagen igen og ikke skulle gøre alt tabt rejsegods op.

Vi fandt et sted i lufthavnen med plads til os selv og al bagagen og satte os til at bruge ventetiden med kortspil og en bid frokost, mens Jakob ihærdigt kæmpede sig igennem United Airlines system for dækning af nødvendige udgifter i forbindelse med tabt eller forsinket bagage. Det var en imponerende oplevelse og et godt eksempel på eminent godt digitalt design. Det var ganske utilsløret, at hele formålet var at få kunderne til at opgive at kræve afholdte omkostninger refunderet. Og det var tæt på at lykkes.

Alle steder blev man afkrævet grundige forklaringer på behovet for at afholde omkostninger. Hvorfor det fx er obligatorisk at udfylde farve og lukkesystem for hver eneste taske, der har været forsinket, står hen i det uvisse, når formålet er at få refunderet udgifter til tandbørster, tøj m.v., som var nødvendigt at anskaffe i de 14 dage, vi manglede bagagen. Og så var der indlagt finurlige fælder. De fleste sideskift medførte uforståelige fejlkoder og man skulle så selv gætte, at der i nogle tekstfelter ikke måtte anvendes punktummer, mens andre gerne accepterede punktum men ikke parenteser.

Det logiske at gøre var at opgive. I mange tilfælde vil kunderne sikkert have klaret sig uden andet få udgifter til et par tandbørster, men da vi måtte undvære vores bagage 14 dage, mens vi var på rejse gennem Canadas bjerge, var vi nødt til at anskaffe en del. I vores tilfælde ville det logiske have været at overlade sagen til vores egen forsikring, der på to minutter havde forklaret Jakob, at de kunne dække vores nødvendige omkostninger, hvos ikke United Airlines gjorde. Men Jakob var stædig – måske bl.a. fordi vi alligevel havde 6-7 timers ventetid i lufthavnen, så det lykkedes at gennemføre anmodningen om at få refunderet vores omkostninger, der når alt det nødvendige blev lagt sammen, løb op i næsten 13.000 kr. Hvad der bliver fortsættelsen i fortællingen vides ikke. Foreløbig udbad United Airlines sig 4-6 ugers behandlingstid.

I mellemtiden var familien Madsen blevet færdig med besøget i outlet og vi mødtes alle i lufthavnen til en bid mad, mens vi ærgrede os over, at vores fly desværre var forsinket.

I løbet af dagen havde vi modtaget beskeder fra Nikolaj, som var på vej over til os med mellemlandinger i både London og Los Angeles. Hans fly fra London var forsinket, men da hans fly videre fra Los Angeles heldigvis også blev forsinket, endte alt med at passe fint. Og endelig, ca kl. 22 lokal Hawaii-tid, mødtes vi i ankomsthallen i Maui med den tropiske luft omkring os. Kasper løb i forvejen for at mødes med Nikolaj og vi andre fulgte hurtigt trop til familiens genforening.

Mens vi ventede på bagagen, hentede Anders og Jakob de to biler, vi havde lejet hos Avis. Det viste sig at være en stor overraskelse. Vi blev begge udstyret med en kæmpestor Ford Expedition med rigelig plads til os alle og al bagage. Efter en natkørsel tværs hen over Maui ankom vi kort efter midnat til Maui Eldorado ved Ka’anapali Beach, hvor familien Harder boede for ti år siden.