Vestpå med forhindringer

En dag med flere chok på vejen. En god oplevelse fra morgenstunden og en dårlig oplevelse, som vi gerne ville have været foruden, men som kunne have være gået meget værre.

Vi havde en lang køredag foran os og forlod derfor Ki
cking Horse Campground i Yoho National Park tidligt. Vi havde aftalt at spise morgenmad ved ”Natural bridge” syd for Emerald Lake, hvor familien Harder havde været forbi dagen i forvejen. Anders og Susanne ville også gerne opleve stedet og Mette havde bemærket, at der stod et bord-/bænksæt hyggeligt placeret lidt inde i skoven. Perfekt sted til fælles morgenmad for vores to familier.

Familien Madsen ankom først til parkeringspladsen ved ”Natural Bridge”. Vi var tidligt på færde, så der var endnu ingen andre gæster. Det vil sige næsten ingen andre gæster. Da Anders stod ud af bilen som den første, og gik hen til broen over floden, blev han mødt af en stor, sort bjørn midt på broen få meter fra ham. Vi havde naturligvis på forhånd indprentet os adfærdsreglerne, men som det sikkert ville ske for os alle, slog instinktet til. Anders vendte sig om og løb tilbage i autocamperen. Bjørnen var fuldstændig ligeglad og luntede roligt rundt på den næsten tomme parkeringsplads og kort efter forsvandt den i skoven.

Vi havde fulgt bjørnen tæt fra autocamperens vinduer, men turde efter et par minutter bevæge os udenfor. Vi gik i gang med at forberede morgenmad, men inden vi havde nået at begynde at dække op, pegede Elias hen mod bordet og sagde helt stille og roligt, at bjørnen var kommet tilbage. Anders og Jakob stod få meter derfra og troede først ikke på ham, fordi han tog det så roligt. Det ændrede sig hurtigt, da vi først fik vendt os om og opdagede bjørnen lige bag os. Vi skyndte os ind i autocamperne igen. Bjørnen var dog ikke optaget af os, men af de mange røde bær på buskene omkring bordet. Vi kunne derfor fra 2-3 meters afstand følge med i, hvordan den systematisk gennemgik alle buskene for modne bær. Og efter et kvarters tid var bjørnen enten mæt eller havde spist alle de modne bær og forsvandt ind i skoven igen og vi kunne få vores morgenmad, mens vi begejstret snakkede om bjørnen.

Turen videre gik vestpå gennem Glacier National Park Her var vi desværre selv skyld i rejsens mest chokerende oplevelse. På vej op ad en bakke, ville Jakob trække ud i overhalingsbanen, fordi vi lidt længere fremme skulle dreje fra til venstre. Hvordan det helt gik for sig, fandt vi ikke helt ud af, men Jakob må have haft en blind vinkel, som han ikke fik tjekket, for der lød et brag, da en motorcyklist i god fart op ad bakken måtte bremse hårdt op for Jakob, mistede herredømmet og væltede om med motorcyklen. Vi holdt naturligvis ind til siden med det samme. Synet af den væltede motorcykel og en mand, der lå helt ubevægelig på kørebanen, sendte på få sekunder tusinde tanker gennem alles hoveder. Andre var naturligvis også ilet til hjælp, men Jakob var sammen med en tililende sygeplejerske de første til at tilse manden. Han trak heldigvis vejret og kom til bevidsthed hurtigt, mens Anders fik ringet 9-1-1, der straks sendte både politi, ambulance og helikopter til stedet.

Sygeplejersken, Susan, tog sig heldigvis hurtigt af at gennemgå motorcyklisten for alvorlige skader. Bortset fra en kæmpe bule i hovedet og en skrabet, måske brækket, næse, var der ikke synlige større skader. Jakob fikserede hans hoved og skuldre, så en eventuel nakkeskade ikke kunne forværres. Og sådan gik de næste 30-40 minutter, mens vi ventede på ambulancen. Park Rangers og politi ankom først og fik afspærret vejen, mens vi måtte vente omkring 40 minutter på ambulancen, der skulle fragte den tilskadekomne til det nærmeste sted, helikopteren kunne lande.

Det var en frygtelig ventetid, men heldigvis kom manden mere og mere til sig selv. I begyndelsen kunne han slet ikke huske noget og forstod ikke, hvor han var, men fik dog forklaret sit navn, Phil, adresse og navn og telefonnummer til sin bror og søster, som blev kontaktet. Langsomt vendte både hukommelse og forståelse tilbage og han kunne efter sygeplejerskens anvisninger forsigtigt tjekke, om han kunne bevæge fødder, tær, ben og arme. Han genvandt endda lidt humor og både skældte ud på Jakob og takkede både ham og alle andre for hjælpen.

Da redningsfolkene tog over, afhørte politiet både Jakob, Anders og andre vidner til uheldet. Vurderingen var, at Jakob skulle have orienteret sig bedre inden vejbaneskiftet, hvilket blev takseret til en bøde på 109 canadiske dollars. Og selv om vores hovedbekymring naturligvis var om Phils helbred, så var det også med en vis lettelse, at politiet kunne konstatere, at Jakob hverken havde kørt for stærkt, krydset fuldt optrukne linjer eller lignende og derfor ikke ville blive mødt med andet end en mindre bøde. Vi havde nået at forestille os andre alternativer. Nu ville der alene blive tale om en forsikringssag.

Vi drog derfor alle godt rystede fra skadestedet og begav os roligt videre med Jakob ved rattet, så han kunne få rystet oplevelsen lidt af sig. De fleste af vores tanker gik stadig til Phil og vi var alle meget lettede, da Jakob den efterfølgende morgen kontaktede politiet og fik en melding om, at der heldigvis kun havde været ”minor injuries”.

Oplevelsen kom naturligvis til at præge os alle hele dagen og selv om Rogers Pass så helt fantastisk ud, var vi ikke i stand til at nyde resten af dagens tur eller de skønne steder at stoppe ind undervejs. Derfor kørte vi direkte til Okanagan Provincial Park, hvor vi overnattede. Samtaleemnet resten af dagen gav sig selv, men det var befriende, da børnene foreslog et spil Shootout efter aftensmaden. Vi gik i seng med tanker på dagen og Phil i vores aftenbønner. Rystede men også lettede over en situation, der kunne have være gået endnu mere galt.