Solopgang ved Emerald Lake og Takakkaw Falls

 

Hvorfor stå op før solopgang for at se endnu en sø? Eller bakke en kæmpe autocamper gennem hårnålesving op ad bjergsider for at se endnu et vandfald? Vi kan bare konstatere, at dagen i dag var blandt de allerbedste på rejsen.

Kicking Horse Campground ligger blot 20 minutters kørsel fra Emerald Lake midt i Yoho National Park. Da vi på Google Maps havde konstateret, at der kun var plads til seks autocampere ved søen besluttede vi os allerede aftenen før for at begive os tidligt afsted. Meget tidligt. Vi kørte derfor fra campingpladsen klokken 5.45 mens månen stadig stod højt over bjergene og dagslyset kun så småt var på vej.

Til gengæld ankom vi som de første autocampere til parkeringspladsen ved Emerald Lake, hvor endnu kun nogle få entusiastiske fiskere var dukket tidligere op end os.

Planen var egentlig, at vi blot skulle køre op til søen for at få en parkeringsplads og derpå lægge os til at sove. Det gjorde børnene også, men vi voksne måtte lige ud og kigge på søen, der lå helt stille og spejlede de skovklædte bjerge i overfladen. 

Anders og Susanne returnerede til autocamperen og faldt i søvn, men da Mette først var vågnet, så kunne hun ikke lige falde i søvn igen, så hun og Jakob blev enige om at smøre en bolle og vandre rundt om søen, mens solen stod op.

Det blev en helt fantastisk tur i fuldstændig fredfyldt idyl, mens solen langsomt steg op over bjergene omkring søen. Oplevelsen er slet ikke til at beskrive med hverken ord eller billeder. Vi følte, at vi på en gang havde hele verden bare for os to. Og samtidig gav freden, de mægtige bjerge, der spejlede sig i den stille sø og sporene fra fordums gletsjere og nylige laviner os oplevelsen af at være bitte, bitte små.

I minutterne hvor solen rejste sig op over bjergkammen og lyset på det nærmeste slog smut hen over søen, slog vi os ned på en bænk og nød varmen fra den gryende sol, mens fiskene slog op over søens overflade på jagt efter dagens første insekter.

Tilbage ved autocamperen et par timer senere sov Kasper og Jonas endnu uvidende om, hvad de var gået glip af, mens familien Madsen var ved at gøre klar til den samme, skønne tur rundt om søen.

Kasper og Jonas mente ikke, at de ville besvære Mette og Jakob med at gentage turen rundt om søen. I stedet valgte vi en kort tur til Hamilton Falls, der på oversigtskortet var angivet som ”minimal elevation gain”. Turen var ganske rigtigt kort. Knap en kilometer hver vej. Men den gik 85 meter op – og ned igen, så den lille afslapningstur, gav os alle varmen.

Familien Madsen var stadig på vej rundt om søen, da vi kørte videre til ”Natural Bridge” syd for Emerald Lake. Her blev den brede Kicking Horse River presser gennem et smalt hul i klippen. Vi modstod fristelsen af at kravle ud på den naturlige bro, selv om det ville have været imponerende at kunne skræve over hele den sammenpressede flod, der med stor kraft fossede under den smalle, naturlige klippebro.

Herefter begav vi os op i bjergene øst for Kicking Horse Campground. Det meste af turen op forløb nemt, men vi var på forhånd blevet advaret af personalet på campingpladsen om, at der var nogle meget snævre hårnålesving, hvor vi ikke ville kunne komme rundt med en autocamper. I stedet blev vi rådet til at bakke op gennem det ene sving for at undgå at skulle dreje autocamperen. En manøvre, der virkede lidt angstprovokerende, men egentlig forløb ganske stille og roligt. Vejen ned blev dog noget mere udfordret, da vi i netop samme hårnålesving mødte en kæmpe bus, der ikke havde fulgt rådet om at bakke op og derfor var fanget midt på bjerget. Om den kom op ved vi ikke, men vi fik kantet os baglæns forbi den og kom sikkert ned. Glade for, at vi havde valgt at følge det sære skilts anvisninger.

Jonas blev placeret ovenfor bakken ved det øverste hårnålesving for at advare om modkørende. Og Mette nederst for at guide Jakobs kørsel baglæns op ad bjerget. Det forløb fint og efter den pudsige opkørsels-manøvre, var vi hurtigt på vej videre op mod Takakkaw Falls.

Allerede langt fra vandfaldet dominerede det omgivelserne. Vi var heldige at få plads på en af de få parkeringspladser til autocampere, da der var en, der bakkede ud, netop som vi ankom. Snart nærmede vi os derfor det imponerende vandfald. Med sine 373 meters fald (et kort fald efterfulgt af 254 meters frit fald) er det Canadas næsthøjeste vandfald.

Vandfaldets enorme kraft udspringer af gletsjeren, der smelter på bjerget ovenfor. Da vi stod under det store vandfald med vanddamp, der gennemblødte os og nedkølede luften, så vi frøs i sommervarmen, var det helt utroligt at tænke på, hvordan gletsjeren kan afsmelte tusindvis af liter vand hvert sekund, der vælter ud over klippen for kort efter at eksplodere i kaskader af vand, vanddråber og vanddamp. Det var imponerende!

Dybt overvældede kørte vi derfra igen og fandt lidt nede af bjerget en plads i vejkanten, hvor vi holdt pause, bagte frysepizzaer til frokost og slikkede sol. Det vil sige Mette og Jakob slikkede sol, mens Kasper og Jonas søgte skygge i autocamperen for solen i bjergene er skarp og temperaturen er på den varme side af 28 C. Mette og Jakob nød stilheden (efter vi slukkede for autocamperens generator, der havde lavet strøm til at bage pizza) og blev enige om, at vi burde flytte til Yoho National Park en månedstid hvert år for at nyde den storslåede natur og freden og roen.

Ud på eftermiddagen mødtes vi alle tilbage på Kicking Horse Campground. Selv om temperaturen egentlig ikke tilrådede det, brugte alle seks drenge eftermiddagen på boldspil, før den stod på aftensmad, is og et spil Shootout. Selv om familien Madsen udraderede familien Harder kunne det ikke påvirke humøret negativt ovenpå denne helt exceptionelle dag. Inden vi gik trætte i seng efter den tidlige start på dagen roste vi voksne os selv for det hårde men kloge valg at starte dagen så tidligt og børnene glædede sig over, at planerne for den næste dag ikke indbefattede at stå op før solopgang.