Road to Hana

Vejen til Hana følger en barsk, klippefyldt kystlinje gennem frodig regnskov med hængende lianer, buldrende vandfald og farverige blomster. De mere end 600 skarpe sving, et væld af smalle broer, tog de godt 50 kilometer os en hel dag fyldt med oplevelser.

Vi kendte ruten fra sidste gang vi var på Maui i 2013 og vidste, at det var en god idé at tage tidligt afsted. Vi forlod derfor Ka’anapali ved halvni-tiden. Familien Madsen foretrak en tur nordpå for at se nogle af de imponerende strande, som i vinter-sæsonen skulle blive det rene surfer-paradis.

Mette kørte det første stykke og indledte turen på de snoede veje, der løb langs en stejl skrænt ned til havet på den ene side og tæt regnskov på den anden side. Flere steder kørte vi med skov på begge sider af vejen og der samlede trækroner og lianer sig over os, så lyset blev helt dunkelt. Alle steder var det helt utrolig frodigt med flotte udsigter til både små og store vandfald.

Mette bragte os sikkert igennem den første del af vejen, indtil vi gjorde holdt ved Haipua'ena Falls. Her havde Jakob badet alene i søen under vandfaldet for ti år siden, mens Mette kiggede efter børnene, der alle sov i bilen. Nu var vi tilbage og bortset fra Kasper, der ikke havde lyst, hoppede vi alle i vandet. Vi var dog ikke alene. Da vi ankom var en anden familie i gang med at hoppe i vandet fra toppen af vandfaldet. Da de havde prøvet det, overtog Jakob, Nikolaj & Jonas og klatrede op til toppen af vandfaldet og sprang i det forfriskende vand. Vi prøvede også at svømme helt ind under vandfaldet, men selv om det ”kun” faldt 4-5 meter, var det alt for kraftigt.

På vej fra vandfaldet snublede Mette desværre på de glatte sten og vred foden om. Ikke noget slemt, men det betød, at kørslen herefter var overladt til Jakob. Resten af turen var derfor med Jakob ved rattet. Vi nød både de flotte syn undervejs på køreturen og de mange stop undervejs, hvor vi kiggede på flere vandfald, små skovstier og flotte udsigter. Det tog os mere end fire timer at nå frem til Hana. Det passede med frokosttid, så vi fandt et picnicbord ved vandet i Hana Bay, hvor vi havnede midt i en lokal festival for bevarelse af livet i havet omkring Maui.

Efter frokost fortsatte vi syd på til O’heo Gulch, hvor der er en række vandrestier længere ind i skoven. Vi var nu i den helt modsatte ende af Maui end Ka’anapali, hvor vi boede. Vejen fortsatte herfra, delvist som grusvej, så det skulle have været muligt at køre en rundtur. Det gjorde vi, da vi var her for ti år siden. Men desværre var et stykke af vejen styrtet i havet i vinters og endnu ikke genopført, så vi skulle tilbage af samme vej, som vi var kommet. Tiden var ved at være fremskreden og da vi havde nogle steder, hvor vi også gerne ville gøre holdt på hjemvejen, vendte vi bilen og begav os tilbage.

Vi nåede frem til et huleområde, lige inden de lukkede klokken 16 og nåede en kort tur i de spektakulære ”lava tubes”. De er opstået for godt 1.000 år siden, da store lavastrømme størknede på ydersiden mens lavaen har holdt sig flydende inderst og er løbet ud i havet. På den måde er de lange rør eller huler opstået. Flere steder var de 5-10 meter i diameter, så det har været store mængder lava.

Klokken var ved at nærme sig 17, da vi begyndte på den sidste halvdel af den snoede vej fra Hana. Det sidste sted, vi gjorde holdt, var ved Pua'a Ka'a Falls. Her havde der ikke været til at få en parkeringsplads på vej ud, men nu var de fleste kørt hjem, så der var god plads på både parkeringspladsen og ved vandfaldet, som Jonas, 

Nikolaj og Jakob hurtigt besluttede sig for at bade ved. Vandfaldet var lidt højere end Haipua'ena Falls og hverken Jonas eller Jakob havde mod på at kravle op og springe i fra vandfaldets top. Nikolaj ville gerne prøve, men da vi ikke her lige havde set andre hoppe, tog det lidt tid og nogle dyk at finde ud af, hvor der var dybt nok til et spring fra toppen. Jakob var i sit forsigtige humør i dag og forbød sin voksne søn at hoppe fra det højeste sted, fordi han kunne mærke klippebunden med tæerne, da han undersøgte dybden. Nikolaj trak heldigvis ikke sit ”jeg kan selv bestemme over mit eget liv” kort og respekterede at hoppe i, hvor der var så dybt, at vi ikke kunne dykke ned til bunden. Det gjorde han et par gange, indtil han landede med et højt plask på flade fødder. Så var det ikke så sjovt længere, men bortset fra lidt røde fodsåler, kom han ikke noget til.

Nu var klokken blevet så mange, at der stort set ikke var nogen trafik i den modsatte retning længere. Og da vi gerne ville nå gennem de mest snørklede sving i dagslys, indstillede Jakob sig på rally-kørsel. Det blev en times intens og sjov kørsel. Drengene på bagsædet var – halvt sarkastisk halv i alvor - imponerede over far-stilen. Jakob sad i sine speedos og åbenstående skjorte og gav godt med gas gennem svingene. Jonas blev lidt køresyg, men mente, at det bedste var, at få turen klaret hurtigt frem for at trække det i langdrag.

Vi nåede næsten ud til hovedvejen inden regnen kom og solen gik ned. Glade – og lidt trætte – efter en lang dag på vejen til Hana. At den blev så lang var naturligvis primært vores egen skyld. Turen burde kunne gennemføres på den halve tid af de ni timer, vi var undervejs. Men det var herligt at tage sig god tid og holde ind hver gang, der var noget, vi vil udforske – eller bare noget Jakob gerne ville fotografere.

Vi spiste aftensmad på Carl’s Jr. En hurtig burger-restaurant og kørte det sidste stykke hjemad for at mødes med familien Madsen til is på terrassen. De havde brugt dagen på nordsiden af Maui og blandt andet set det sjove Nakalele Blowhole, som vi besluttede os for, at vi også måtte forbi en dag.