Lake Louise

Egern ved Mirror Lake.

Lake Louise er en meget populær destination og området lige omkring søen er fyldt med turister. Men så snart man bevæger sig lidt væk fra søen og ud på de mange vandrestier gennem skovene og hen over bjergene får naturen overtaget igen. Storslået!

Vi havde allerede for mange måneder siden udnyttet de knap ti sekunder, der var fra pladserne til shuttlebussen til Lake Louise blev åbnet for booking, til de var udsolgt. Det var en god investering, for de få parkeringspladser ved Lake Louise fyldes efter sigende op allerede fra solopgang. Så tidligt var vi dog ikke på færde.

Vi lod autocamperne stå på campingpladsen og tog med shuttlebus til Lake Louise. Her mødte vi en smuk bjergsø, der lå idyllisk omkranset af skove og bjerge. Og tusindvis af turister. Vi blev derfor ikke længe ved Lake Louise men begav os på en vandretur, der kombinerede to skovsøer og en tur til toppen af ”Big Beehive” – en stor klippe, der sammen med de omgivende klipper havde en svag lighed med en bikube.

Sådan tager Lake Louise sig ud fra vandkanten.

Og sådan ser Lake Louise ud 10 meter fra vandkanten...

Det blev en vidunderlig og anstrengende vandretur på godt 12 kilometer – men med en stigning på næsten 600 meter undervejs – og naturligvis samme fald ned igen.

Første stop efter ca. 250 højdemeter var Mirror Lake. Men med en del vind kunne vi ikke få meget ud af det maleriske navn, fordi vandoverfladen, der skulle spejle de omgivende bjerge og skove havde for mange krusninger. Vi fortsatte turen til Lake Agnes, hvor et populært ”tea-house” serverede mad og drikke. 

Lake Agnes

Mange kom tilsyneladende ikke længere end hertil, for på vandreturen videre tyndede det ud i menneske­mængderne og halvvejs rundt om søen slog vi os ned med vores medbragte madpakker og udsigt til søen på nogle store klippeblokke, der var lunet godt af solen. Jakob havde fra starten af Canada-turen gjort det til en vane at bage brød i den lille ovn i autocamperen, så vi fik hjemmelavede madpakker til frokost med friskbagte boller og pålæg.

Det viste sig som en god investering at tanke op med energi, for efter frokosten gik det stejlt op ad mod toppen af ”the big beehive”. Selv om turen ikke var så lang, var stigningen voldsom. Mette lavede en regel for sig selv om at holde en pause for hvert hårnålesving op ad bjerget. Det gav en del pauser, men både hun og alle andre nåede toppen og troede, at vi nu kunne puste ud og slappe af. Den følelse ændrede sig dog hurtigt.

Fra toppen af bjerget var en fantastisk udsigt over Lake Louise og hele området omkring. Desværre inkluderede udsigten en røgsøjle, der i løbet af få minutter udviklede sig til høje flammer på et sted, som vi lige havde identificeret som vores campingplads. Ilden udviklede sig hurtigt men spredte sig heldigvis også den modsatte vej af vores campingplads. Alligevel var det frustrerende at stå og kunne se flammerne vokse og alligevel være langt fra og derfor intet kunne stille op, hvis ilden bredte sig til vores autocampere. Der gik dog kun kort tid før vi kunne se røgen ændre karakter, fordi der var gang i slukningsarbejdet. Derfor begyndte vi fortrøstningsfulde, om end lidt bekymrede, nedstigningen. I familien Harder kunne vi i det mindste se det ironiske i, at hvis vores autocamper brændte, så kunne vi ende med at være taknemmelige for, at United Airlines havde forlagt vores bagage i Vancouver Airport, hvor vi forhåbentlig kan afhente den, når vi rejser videre til Maui.

Vi fandt en rute ned ad bjerget, der var lidt længere, men til gengæld mindre stejl, så turen ned gik forholdsvis nemt, selv om alle var godt trætte i benene, da vi nåede frem til Lake Louise og kunne tage en shuttle-bus hjem til campingpladsen. På vejen hjem kunne vi se, at slukningsarbejdet stadig var i fuld gang, men at det var lykkedes at begrænse branden til et enkelt hus og dermed undgået spredning til en egentlig skovbrand. Vores autocampere ventede derfor ganske uskadte på os og en tung lugt af røg resten af aftenen var den eneste ulempe, vi fik af ildebranden.

Aftenen gik med at bygge videre på vores dæmning ved floden. Det lykkedes både Kasper og Jonas at falde i floden, men det ændrede ikke ved, at vi inden det blev mørkt kunne gå fra floden stolte over vores store ingeniørmæssige bedrift.

Den sidste del af aftenen gik med hyggesnak og kortspil, inden alle gik tidligt i seng, trætte efter dagens strabadser.