Farvel til Maui og velkomst til San Fransisco

Selv om der kun var godt fire timers flyvetid fra Maui til San Francisco gik det meste af dagen med transport.

Som altid på en tidlig rejsedag, var der nok at se til om morgenen, men vi nåede en god morgenmad på terrassen, mens vi tog mentalt afsked med Maui. Alle var enige om, at det havde været en fantastisk tilføjelse til Canada-rejsen. Drengene mente bestemt også, at Maui var endnu bedre end Canada. Alle fremhævede vores fantastiske snorkelture. Kasper var stadig begejstret over sin dykkertur. Jonas, Nikolaj og Jakob tilsluttede sig det med dykningen – særligt natdykket havde været en helt særlig oplevelse. Da Mette og Jakob talte om, at den foregående dag havde været lidt spild på grund af vejret, tilføjede Jonas, at det havde været den bedste dag på Maui. Ingen planer, tid til at sove længe, bade i poolen, spille bold og slappe af uden at de voksne hele tiden arrangerede noget.

Vi havde pakket det meste den foregående dag, så efter morgenmaden kørte vi til lufthavnen. Kahului er en lille lufthavn med forholdsvis få flyafgange. Vi forventede derfor ikke særlig ventetid ved tjek-ind, så vi havde ignoreret flyselskabets anbefaling om at ankomme tre timer før afrejse i lufthavnen til en amerikansk indenrigsrejse. Det burde heller ikke have været et problem, hvis ikke vi lige akkurat ramte kombinationen af, at maskinerne, der skulle printe bagagetags ikke virkede samtidig med, at formiddags-holdet ikke var mødt ind på arbejde. Igen fik familien Madsen fordel af at være i lidt bedre tid end familien Harder. Anders og Susanne havde nået at få printet bagagetags og afleveret bagagen, inden problemerne opstod. Da Mette og Jakob ankom et kvarters tid senere i lufthavnen, henviste personalet fra Hawaiian Airlines til en kø for at få hjælp til at tjekke bagage ind. Køen var ikke lang, så det bekymrede vi os ikke over – ikke før Mette efter et stykke tid bemærkede, at køen overhovedet ikke flyttede sig. Jakob konstaterede, at der ikke var noget personale ved skranken og han overhørte en meget febrilsk medarbejder ringe efter hjælp, fordi ingen af hendes kolleger på formiddagsholdet var mødt. Det skete der dog heldigvis noget ved og snart blev vi hjulpet af en venlig medarbejder – der henviste os til en anden kø, hvor der heller ikke var nogle medarbejdere til at betjene kunderne. Nu begyndte vi alle at være lidt bekymrede for tiden og Jakob fik fat i en medarbejder, der forklarede, at hun godt nok kunne printe bagagetags ud, men det måtte hun ikke og henviste til, at indtjekningsautomaterne nok snart ville virke igen – vi havde ikke tålmodighed til, at en tekniker fiksede maskinerne, så Jakob forklarede venligt men bestemt, at han blev stående, til vi havde fået afleveret vores bagage. Heldigvis havde medarbejderen ikke tålmodighed til besværlige kunder som os, så vi fik hjælp, fik afleveret vores bagage og kom igennem sikkerhedstjek i rimelig god tid, trods alt besværet og mødtes med familien Madsen, der sad afslappet og ventede.

Flyveturen til Maui gik nemt for alle bortset fra Jakob, der siden det sidste natdyk havde døjet med højre øre. Det blev rigtig smertefuldt under opstigningen og han endte med at sidde med isterninger på øret det meste af turen for at dulme smerterne.

I San Fransisco var alle begejstrede for, at al vores bagage kom frem sammen med os. Familien Harder måtte vente lidt længe på en taxa med plads til os alle fem plus Matilda. Hun var taget til Maui samtidig med Nikolaj og videre til San Francisco, hvor hun skulle bo i centrum, nær os andre.

Det var blevet sent på aftenen, da vi havde tjekket ind på hotellet og alle var ved at være sultne. Kasper havde længe uden held ledt efter en god italiensk restaurant i både Canada og på Maui. Nu mente han at have fundet den rette i San Francisco og selv om at hans brødre var skeptiske overfor hans vejviser-evner, havde han kort efter fundet en hyggelig restaurant med italiensk indretning, stemning, menukort – og en asiatisk indehaver, der egenhændigt tilberedte spaghetti og tomatsovs ligesom Jonathan ønskede det. Vi andre fik også skøn mad og vi gik glade og mætte hjem til hotellet.

Alle var trætte og Anders og Susanne blev hjemme, mens Mette og Jakob gik til en lokal bar for at mødes med Camilla og Karsten. På vej ud at spise lidt tidligere på aftenen, var der sket det pudsige, at Karsten havde vinket ud af vinduet til os fra en restaurant, vi passerede. Jakob havde godt nok skrevet med ham og Camilla om, at vi var i San Francisco samtidig, men tilfældigt at støde på hinanden i den store by en sen aften var alligevel noget af en usandsynlig overraskelse. Vi mødtes til et par hyggelige øl og delte rejsehistorier og grinede over, at vi alle måtte snyde os forbi dørmanden, fordi vi ikke havde regnet med, at det skulle være nødvendigt for os at have ID med i byen. Familien Kejlhof skulle videre til Monterey den efterfølgende dag og vi anbefalede dem en hvaltur, som vi havde været på nogle år forinden. Hjemme på hotellet igen, var Nikolaj lige vendt hjem fra en kort bytur med Matilda.