En kold dag på Whistler Peak og river rafting i Sunwapta River
Vi har haft en kølig dag med imponerende udsigt over Jasper på toppen af Whistler Mountain og en hæsblæsende river rafting i den gletsjer-kolde Sunwapta River.
Vi forlod campingpladsen tidligt om morgenen (det syntes
teenagerne i hvert fald) for at være sikre på at kunne få en parkeringsplads
til begge autocampere ved Jasper Sky Tram. Det hjalp på teenage-humøret, at de fik
lov til at sove lige til vi kørte den korte tur til Jasper Sky Tram. Her ankom
vi i god tid og til tomme parkeringspladser og kunne så i ro og mag spise
morgenmad og gøre klar til dagens tur i højderne.
På vej ned igen, slog haglvejret over i regn,
hvilket gjorde de løse klippestykker ekstra glatte.
Særligt Mette, der kun er
afsted i udslidte kondisko, gik meget forsigtigt (og langsomt) nedad, mens hun
savnede sine sko i vores bagage, der desværre stadig er i United Airlines
besiddelse. Det var nu Kasper, der endte med at falde, da en sten under ham
gled væk, så han endte mudret og med en hævet tå, som han forhåbentlig vil
komme hurtigt over.
På vej ned fik vi glæde af regnbygerne. En flot regnbue
udfoldede sig under os tværs hen over dalen ved Jasper. Ingen af os havde
nogensinde før set en regnbue oppefra. Spektakulært, selv om vi hurtigt kunne
konstatere, at den lignede en regnbue set nedefra.
Vel nede igen, kørte familien Madsen hjem til campingpladsen, mens vi i familien Harder kørte ind til Jasper by for at finde et vaskeri. Vi havde kun genanskaffet tøj til 4-5 dage, så det var nødvendigt at få vasket, da vi helt havde opgivet, at United Airlines fik bragt vores bagage frem til os her, hvor vi kører rundt i nationalparkerne i Rocky Mountains. I løbet af en times tid nåede vi at vaske, en hurtig bid frokost og et kort glimt af Jaspers parade i anledning af ”Canada Day”, inden vi returnerede til campingpladsen. Her måtte vi hænge vasketøj op inde i autocamperen, da det igen regnede.
Om eftermiddagen satte vi kurs mod Sunwapta River. Men ikke
for endnu en rolig vandretur langs flodbredden, men denne gang for at river rafting.
Efter en kort introduktion, begav vi os afsted i to gummibåde – en til hver familie
samt en guide/styrmand. Det var skægt. Og ualmindelig koldt. For det første var
vandet fra floden, der skyllede ind over os jævnligt, meget koldt. Sunwapta
River består af smeltevand fra gletsjerne. Efter ca 200 år som is havde de få
timer som smeltevand ikke bragt temperaturen meget over frysepunktet. For det
andet regnede det, og da temperaturen var et stykke under 10 C var det ikke
nemt at holde varmen. Der var til gengæld ikke meget tid til at koncentrere sig
om kropstemperaturen. Efter en rolig start, kom der hurtigt fart på vores raft.
Og så gik det ellers over stok og sten ned langs floden, indtil vi fik lagt til
land få hundrede meter før Sunwapta Waterfall. Da vi kom i land en god times
tid senere var vi så kolde, at vi knap kunne mærke os selv, før vi havde taget
lange varme bade hjemme på campingpladsen, der i aftenregnen var iklædt en flot
regnbue.
Om aftenen gik vi tidligt i seng ovenpå en strabadserende – men begivenhedsrig – dag. Familien Harders autocamper var helt fyldt af storvasken, men ved at lufte godt ud og vende tøjet flere gange, havde vi rent og tørt tøj næste morgen.
Kommentarer
Send en kommentar