En dag til havs i stormvejr og en aften under vandet

En havskildpadde og Jakob ser hinanden an.

Vi havde set frem til denne dag i månedsvis siden vi bookede en sejltur til Molokini Crater, den sunkne vulkan ud for Mauis kyst. Men dagen blev ikke som håbet på grund af stormvejr.

Dagen startede endnu en gang tidligt. Vi kørte fra lejlighederne kl halv syv med kurs mod havnen i Maalaea, hvorfra vi skulle sejle til Molokini. Det er en gammel vulkan, der er sunket i havet for flere tusinde år siden og i dag er hjemsted for koralrev og tusindvis af fisk. Anders og Elias havde været en tur dertil dagen i forvejen for at dykke.

Vi var stået op til et helt andet vejr end det lune solskinsvejr, der havde præget alle de foregående dage. Fremme ved havnen fik vi at vide, at blæsevejret var en udfordring og der kun var 50% sandsynlighed for, at vi ville kunne sejle ind i den bugt, som Molokini Crater udgør. Da den eneste anden mulighed var en ombookning til en anden dag, gik vi fortrøstningsfulde ombord. Vejrudsigten havde forudsagt, at stormen ville ramme Maui den kommende nat og næste dag, så det var ikke en mulighed for os at ombooke, da vi derefter skulle videre til San Fransisco. Vi var derfor noget skuffede, da vi så snart båden havde forladt havnen fik af vide, at vi ikke kunne sejle til Molokini, men i stedet ville finde snorkelsteder lnags Mauis kyst, hvor der var mere læ.

Jonas slapper af under en havskildpadde.

Vejret var tåleligt og selv Mette, der ellers lider notorisk af søsyge, havde det fint, da vi lagde til ved første stop. Desværre for kun at nå i vandet i tre minutter, før vi blev sendt tilbage til båden på grund af den kraftige strøm. Derefter sejlede vi til stranden ved Lahaina, der ligger få kilometer fra vores lejlighed. Her snorklede vi over det rev, der er opstået, da den gamle mole for mange år siden blæste i havet  i en storm og nu var blevet hjemsted for både hajer og skildpadder.

Det var et virkelig godt sted at snorkle og ville formentlig have været endnu bedre sted at dykke. Der var en ”rensestation”, hvor nyttige fisk spiste løs af det, der generede skildpadderne. Der var mystiske huler under den gamle mole og ”undervandsbroer”, som Nikolaj og Jonas dykkede under. 

Vi så endda to hvidtippede revhajer. Nikolaj dykkede ned og fulgte efter den ene rundt på revet med kameraet. Han blev så længe under, at Jakob var ved at blive bekymret for, om han havde glemt, at han ikke var en fisk.

Efter en lang snorkeltur blev der serveret frokost på båden og vi returnerede til havn. Snorkeloplevelsen ved Lahaina var god, men det havde været bedre for os at bruge ti minutter i bil dertil end en lang biltur sydpå og en endnu længere sejltur nordpå igen for at snorkle ved stranden i Lahaina. Vi følte os derfor noget snydt i dag – særligt i lyset af, at dette var rejsens klart dyreste tur, vi var på. Jakob skrev en høflig klage til selskabet, da vi kom hjem, hvilket efterfølgende førte til, at vi fik 1.000 $ refunderet som svarede til halvdelen af beløbet.

Det der skulle have været dagens største oplevelse; snorkling i Molokini Crater, blev i stedet overgået om aftenen. I hvert fald for Jonas, Nikolaj, Elias, Anders og Jakob, der havde aftalt et natdyk med den divemaster, som vi tidligere havde dykket med ved Black Rock. Jakob og Chris skrev sammen nogle gange i løbet af dagen på grund af stormvarslet. Men da alt så forholdsvis roligt ud, gik vi ned til Black Rock om, iførte os dykkerudstyr og gennemgik de særlige forholdsregler, der gælder ved natdyk. Derefter begav vi os på en kort gåtur til den modsatte side af Black Rock, mens solen gik ned.

Ligesom ved vores første dyk ved Black Rock startede vi fra ”vores egen strand” og dykkede rundt om revet. Ingen af os havde prøvet natdyk før, så det var en spændende, ny oplevelse med et helt andet liv end i dagslys. 

Først og fremmest var der et væld af muræner. Om dagen må de have gemt sig i deres huler, men om natter var de alle fremme med deres gab ude på udkig efter føde. Elias og Jakob så bl.a. en muræne med et hoved så stort som en fodbold. Vi følte os næsten lettede, da den forsvandt ind i sin hule.

Vi så sovende fisk, nogle der lagde sig mellem et par klipper på bunden, andre sov med bugen opad. Hulerne gav ly til både små krebs og kæmpestore skildpadder, som roligt betragtede os, når vi svømmede langsomt forbi. Vi mødte en kæmpestor snegl med et hus på størrelse med en håndbold. Og da vi slukkede vores lygter, kunne vi se blodorme lyse op i vandet overalt omkring os, når vi viftede med hænderne.

Anders, natdyk ved Black Rock, Maui.

En kæmpesnegl med et hus på størrelse med en håndbold.

Tre kvarter senere kom vi op på den anden side af Black Rock. Vi var alle enige om, at det var en helt særlig oplevelse med en helt anden stemning end dyk i dagslys. Jakob havde dog store problemer med sit højre øre den sidste del af dykket. Besynderligt nok kunne han ikke trykudligne, da vi steg opad, hvilket ellers burde ske af sig selv. Så for ham, var det nok ganske godt, at dette var feriens sidste dyk.

Stemningen blev endnu bedre, da vi kom hjem til lejligheden til friskbagte pandekager, som Mette havde bagt, mens vi andre dykkede. Hen over pandekager og is kunne vi fortælle alle om den spændende dykkeroplevelse. Særligt Kasper lyttede interesseret med og blev endnu mere opsat på selv at få dykkercertifikat.

Da regnen begyndte, gik vi i seng. Lidt spændte på stormvejret, som dog i nattens løb viste sig ikke at være mere end et almindeligt danske efterårs-blæsevejr med en del regn.