Airport Beach, Black Rock og Iao Valley

Endnu en dag på Maui med gode oplevelser under havets overflade og skovtur i Iao Valley.

Vi havde fået et råd af dykkerinstruktøren Chris, som vi havde dykket med for et par dage siden, om to gode steder at snorkle; Airport Beach og Honolua Bay.

Airport Beach lå kun et kvarters gang langs stranden fra, hvor vi boede, så vi tænkte, at formiddagen var oplagt til at prøve den af. Navnet kommer af, at stranden ligger, hvor der for mange år siden, har været en lufthavn. Nu var området fyldt med store hoteller og mange mennesker på stranden, så vi var lidt skeptiske første gang vi snorklede ved den for et par dage siden. 


Men vi var blevet positivt overraskede og glædede os derfor til flere gode oplevelser. Det fornægtede sig ikke. Der var flot liv og ude på ydersiden af revet mødte Jonas, Nikolaj og Jakob endda et par pilerokker, der elegant svømmede under os. Vi prøvede at følge med deres rolige ”flyvetur” gennem vandet, men måtte hurtigt opgive. Vi spottede også flere muræner men ingen skildpadder i dag.


Efter en hurtig frokost i lejlighederne kørte vi alle ni til Iao Vally. En fugtig, frodig dal midt på Maui. Her vandrede vi en kort tur gennem skoven, legede lidt i floden og de to største legebørn, Nikolaj og Jonathan, klatrede lidt i træer. Nikolaj skulle naturligvis klatre rundt på de største klipper ude i floden. Da han mistede balancen et øjeblik, smuttede hans solbriller desværre fra ham og endte et sted i floden.



Hjemme igen nåede alle syv drenge en sen eftermiddagstur til Black Rock, hvor Jonathan, Elias og Nikolaj sprang fra klippen ned i vandet. Og de modne voksne holdt øje med de andre. Det vil sige, at Anders holdt øje med drengene, der hoppede fra klipperne mens Jonas holdt øje med Jakob, der snorklede rundt om pynten ved Black Rock på udkig efter blæksprutter og helt opslugt af at fotografere revet og fiskene.






Om aftenen hyggede vi os ved poolen. Drengene legede i poolen og slappede af i boblebadet, mens Anders og Jakob tændte op i grillen og nød et par kølige øl, mens bøffer og kylling blev stegt og solen gik ned og farvede himlen orange. Vi spiste i skæret fra de sidste solstråler. Men dagslyset forsvandt hurtigt, så vi måtte supplere med et par lommelygter. Og sådan sluttede endnu en hyggelig dag og aften på Maui.



Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Bjørne i Jasper National Park

Tour de San Francisco og rejsens afslutning

Afrejse