På vej mod Rocky Mountais

Endnu en dag på farten, hvor vores to autocampere bragte os tættere på Rocky Mountains med hyggelige oplevelser undervejs.

Dagen begyndte til duften – og kort efter smagen – af Jakobs hjemmebagte boller. Vores autocampere er veludrustede med næsten fuldt udstyret køkken, så der er ingen grund til at leve af gammelt brød fra supermarkedet, når Jakob kunne lokkes tidligt op for at bage.

Efter en varm nat på Dutch Lake Camping og en skøn morgenmad trængte alle til et morgenbad. Camping-badeværelser er der ikke så meget at berette om, men Anders, Elias og Jonathan besluttede sig for et noget mere idyllisk morgenbadetur. De sprang i Dutch Lake, svømmede rundt blandt de nyudsprungne åkander og trænede hovedspring i den dybe skovsø.


Således kunne alle begive sig friske videre på vores færd til Rocky Mountains. Foran os lå endnu en køredag. Der gik dog ikke længe, før vi gjorde ophold ved Spahat Falls, hvor vandet væltede ud af en stejl klippevæg for at styrte mange meter ned i en dyb kløft.

Frokosten nød vi i det fri med udsigt til en rivende flod. Det har været utrolig praktisk at have autocamperen med. Da det blev tid til frokost holdt vi ind ved nærmeste rasteplads og på kort tid fik vi bakset frokost sammen – i dag bestod den af hot dogs og kopnudler. Ikke nødvendigvis den store kulinariske oplevelse, men det er nemt og med godt selskab og udsigt til naturen omkring os, så fungerede denne form fortrinligt.

Men autocamperens fordele kommer med en pris; benzin. Vi har i gennemsnit holdt et benzinforbrug på 4 km/liter – og ved bjergkørsel helt ned til 2 km/liter! Så der skal en del benzin til sådan en tur som vores. Og da benzin ikke tankes på særligt hurtige lastbil-standere, tog det en rum tid at fylde mere end 150 liter benzin på tanken.

Ud på eftermiddagen nærmede vi os Rockie Mountains. Igennem den sidste times tid af dagens køretur kørte vi direkte mod Mt. Robson, der med sin tinde, der rejser sig i 3.950 meters højde, dominerer alle omkringliggende bjergtoppe selv om den lå skjult i skyerne. Udsigten blev sløret af nogle små byger undervejs, men der var også helt fantastiske udsigter fra fx Lake Moose.




Ud på aftenen tjekkede vi ind på Whistler Campground lige syd for byen Jasper. En stor campingplads, der ikke bød på ensom idyl, men lå fantastisk for foden af bjergene, der udgør indgangen til Jasper National Park.

Det var blevet tid til, at familien Harder stod for middagen og kort efter indtjekning blev der serveret burgere foran autocamperen i lyset fra den synkende sol og omgivet af nysgerrige elks, der trods deres vegetariske kostplan viste stor interesse for duften fra vores hjemmelavede burgere. Madresterne fik vi dog hurtigt gemt væk. Ikke af hensyn til hjortene, men fordi der i ugen forinden var blevet spottet en grizzly-bjørn på campingpladsen.


Efter maden spillede drengene ”gris” – Canada har desværre ikke stærke fodboldtraditioner, så det har været småt med fodboldbaner. Vi voksne hyggede ved havebordet med god snak, lidt myggeklaskning og en canadisk whisky (til Anders og Jakob).



Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Bjørne i Jasper National Park

Tour de San Francisco og rejsens afslutning

Afrejse